Baggrundshistorien

Optakten til 2. Verdenskrig

2. Verdenskrig brød ud den 1. september 1939 da tyske tropper gik ind i Polen. Europa havde dog allerede på dette tidspunkt i flere år bevæget sig mod en krig, da Adolf Hitlers ekspansionspolitik i over et år havde udfordret de øvrige europæiske stormagter.

Da Hitler og de tyske nazistparti kom til magten i 1933, var Tysklands indflydelse i Europa stadig begrænset af fredsslutningen efter 1. verdenskrig (1914-18), der havde medført store landafståelser fra tysk side, og som lagde begrænsninger på det tyske militærs størrelse. Netop den, i mange tyskeres øjne, uretfærdige fred fra sidste krig var en vigtig årsag til, at nazisterne kunne få magten i Tyskland, og Hitler lagde fra starten an til, at Tyskland skulle genvinde sin magtposition i Europa.

Allerede i 1933 fortalte Hitler til den øverste tyske hærledelse, at man skulle påbegynde en oprustning, og i 1935 erklærede Hitler åbent, at Tyskland nu ikke mere følte sig bundet af fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, og nu ville udbygge både hær, flåde og luftvåben kraftigt. Fra fransk og engelsk side skred man ikke direkte ind overfor dette traktatbrud, og Storbritannien godkendte det endog indirekte ved at indgå en flådeaftale med Tyskland. Vestmagternes eftergivende holdning kom ikke som nogen overraskelse for Hitler, der anså demokratiske stater, som Storbritannien og Frankrig, for svage stater med manglende mod til at gribe til våben. Han satsede derfor også på, at en række af de udenrigspolitiske mål, han havde sat sig, kunne nås uden en krig.

Hitlers tro på vestmagternes eftergivenhed skulle også i første omgang vise sig at holde stik, da han i 1938 for alvor tog fat på en geografisk udvidelse af den tyske stat. Med hjælp fra det østrigske nazistparti lykkedes det Hitler at indlemme Østrig i Tyskland i marts 1938, hvilket kun udløste meget afdæmpede internationale reaktioner. Herefter var turen kommet til Tjekkoslovakiet, hvor det såkaldte Sudeterland, der lå op til Tysklands grænse, primært var befolket af tyskere. Hitler begyndte i 1938 et kraftigt diplomatisk pres på Tjekkoslovakiet, og det engelske ønske om at undgå krig var så stort, at den engelske premierminister Neville Chamberlain pressede Tjekkoslovakiet til at afstå Sudeterlandet, mod at Tyskland til gengæld lovede i den såkaldte Münchenaftale, at det nu ikke havde flere krav om landudvidelser.

Münchenaftalen mellem Hitler og Chamberlain blev i Storbritannien fejret som et bevis på, at krig kunne undgås, men Hitler så den blot som endnu et bevis på, at han kunne gøre som han ville uden at vestmagterne turde angribe. I marts 1939 besatte Tyskland den resterende del af Tjekkoslovakiet, og lagde nu også pres på Litauen og Polen for at få yderligere indrømmelser mod øst. Bruddet på Münchenaftalen fik dog nu Storbritannien og Frankrig til at gribe ind, og den 31. marts 1939 udstedte de en garanti til Polen, der sikrede landets uafhængighed, hvilket reelt betød, at de ville erklære Tyskland krig, hvis det invaderede Polen. Hitler havde dog besluttet, at også Polen måtte underlægges Tyskland, dels for at sikre udvidelsesrum for det tyske folk, og dels for at fjerne en mulig allieret for vestmagterne. I sommeren 1939 begyndte Tyskland derfor troppekoncentrationer ved den polske grænse.

Det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen var ideologiske hovedmodstandere i 1930’erne, og det lå derfor ikke i kortene at de skulle blive allierede med hinanden. Det var ikke desto mindre det, der skete i sommeren 1939. Her fandt de to lande sammen på grund af en fælles interesse i at undgå en indbyrdes krig, mens de samtidigt udvidede deres magtområder i Østeuropa. I en hemmelig traktat fra august 1939 delte Hitler og Stalin Østeuropa imellem sig, således at Tyskland fik frie hænder i Litauen og det vestlige Polen, mens Sovjetunionen til gengæld fik frit spil i det østlige Polen samt Finland, Estland og Letland. Hverken Nazityskland eller Sovjetunionen nærede illusioner om, at man herved havde fundet varig fred mellem de to totalitære stater, men begge havde brug for frirummet til at virkeliggøre deres planer om ekspansion.

2. Verdenskrig 1. september 1939 – 1. januar 1940

Med en aftale på plads med Sovjetunionen følte Hitler sig klar til at rykke ind i Polen, hvilket skete den 1. september 1939. Frankrig og Storbritannien så ingen anden udvej end at indfri deres løfter til Polen, og den 3. september erklærede de begge Tyskland krig. Da der samtidig fulgte krigserklæringer fra de tidligere engelske kolonier Canada, Sydafrika, Australien og New Zealand, var 2. Verdenskrig nu en realitet. Ingen af vestmagterne kunne dog sende militærhjælp til Polen, og, da Sovjetunionen også angreb landet østfra, tog det under en måned før Polen måtte overgive sig og finde sig i at blive delt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Den 6. oktober erklærede Hitler, at han nu var parat til at slutte fred med vestmagterne, hvis de accepterede hans erobring af Polen. I vest havde man dog fået nok af at tro på tyske løfter, og Hitlers tilbud blev afvist.

Efter Polens nedkæmpelse omkring 1. oktober indtrådte en stille periode i krigen, da hverken Storbritannien eller Frankrig så sig parat til at angribe Tyskland trods krigserklæringerne. I Storbritannien talte man om “The Phony War”, hvilket betyder den falske eller løjerlige krig, mens man blandt tyske soldater talte om “Sitzskrieg”, altså ’siddekrig’, i modsætning til den “Blitzkrieg” (lynkrig), man havde ført mod Polen.

Men selvom der ikke var direkte kampe på grænsen mellem Frankrig og Tyskland, foregik der kampe andre steder i Europa. I oktober 1939 stillede Sovjetunionen en række krav til Finland om landafståelser og baserettigheder, og da finnerne ikke ville gå ind på dem alle, angreb Sovjetunionen landet i november 1939, hvorved Skandinavien blev inddraget i krigen for første gang. Den såkaldte Vinterkrig blev fulgt tæt fra både vestmagterne, Tyskland og de øvrige skandinaviske lande. Tyskland frygtede, at vestmagterne ville gribe ind for at hjælpe Finland, da det ville betyde at tyske troppe måtte landsættes i Nordnorge og Nordsverige. Tyskland fik meget af sin jernmalm fra Sverige, og denne krigsvigtige import ville kunne afbrydes af de allierede under dække af, at de ville hjælpe Finland. I Storbritannien og Frankrig så man også netop denne mulighed, og man diskuterede derfor en række forskellige planer for at sende Finland hjælp gennem Norge og Sverige, og så tilfældigvis afbryde sendingerne af jern til Tyskland, når man nu alligevel var der. Norge og Sverige var derimod meget splittede i spørgsmålet, da man på den ene side gerne så, at der kom hjælp frem til det skandinaviske broderland Finland, men på den anden side også klart så, at man ikke kunne tillade fransk og engelsk gennemmarch, uden at man derved med stor sandsynlighed ville blive inddraget i krigen. Det ønskede både Sverige og Norge for alt i verden at undgå, og man var derfor afvisende overfor, at lade Storbritannien og Frankrig sende hjælp gennem Nordnorge og Nordsverige.

Umiddelbart efter at Storbritannien og Frankrig havde afvist det tyske fredstilbud i oktober 1939, beordrede Hitler den tyske hær til hurtigst muligt at gennemføre angreb mod Frankrig. Den tyske hær havde dog brugt mange kræfter på invasionen af Polen og kunne ikke uden videre sætte gang i en ny stor aktion mod vest. Gennemførelsen af angrebet måtte derfor udskydes til begyndelsen af 1940.

Den svenske jerneksport til Tyskland transporteres fra mineområderne omkring Kiruna til havnene i Narvik og Luleå, hvorfra det sejles til Tyskland. Fra Wikimedia Commons.

Den svenske jerneksport til Tyskland transporteres fra mineområderne omkring Kiruna til havnene i Narvik og Luleå, hvorfra det sejles til Tyskland. Fra Wikimedia Commons.

Mens man ventede på det tyske angreb mod Frankrig, begyndte interessen for Norge at stige både hos Tyskland og Storbritannien/Frankrig i slutningen af 1939. De allierede kunne i Norge se en mulighed for at presse Hitler uden at gå ind i et direkte frontalangreb på Tyskland. Allieret kontrol med Norge ville både give mulighed for at standse tilførslen af svensk jern til Tyskland og samtidig forhindre tyskerne i selv at bide sig fast i Norge. Som tidligere nævnt overvejede man, at etablere kontrol med Nordnorge gennem hjælp til Finland, men i Storbritannien diskuterede man også, at man eventuelt kunne udlægge miner i norsk farvand for derved at tvinge de tyske skibe, der transporterede den svenske jernmalm, til at sejle ud i Nordsøen, hvor den engelske flåde kunne sænke dem. En sådan mineudlægning ville naturligvis have været et kraftigt brud på norsk neutralitet.

Fra tysk side var man interesseret i Norge både for at sikre de svenske jernleverancer, men også for at få adgang til havne og luftbaser, der kunne bruges til operationer mod Storbritannien. Tyskland havde stort set ingen kystlinje ud mod Nordsøen, og 1. Verdenskrig havde vist, hvordan den engelske flåde let kunne spærre den tyske flåde inde, når skandinavien var neutralt område. Både på tysk og på engelske/fransk side blev interessen for Norge yderligere skærpet af, at man vidste modstanderen også havde planer for området, hvorfor det hurtigt kunne blive et kapløb om, hvem der kom først. Uden at have taget beslutning om et angreb mod Norge, gav Hitler den 14. december 1939 ordre til, at den tyske overkommando skulle begynde en foreløbig planlægning af et eventuelt felttog mod Norge. Angrebet på Frankrig var stadig den store tyske satsning, men der blev altså nu åbnet op for, at der også skulle slås til mod nord.

Danmark og krigen frem til 1. januar 1940

I Danmark fulgte man med stor bekymring det nazistiske Tysklands militarisering efter magtovertagelsen i 1933. Bekymringen blev så meget desto større, da krigen udbrød i 1939 med Danmarks store nabo mod syd som hovedaktør. At det kunne komme til dansk inddragelse i krigen på den ene eller den anden måde måtte derfor opfattes som en reel risiko.

Statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister Peter Munch var den socialdemokratisk-radikale regerings to mest indflydelsesrige politikere.

Statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister Peter Munch var den socialdemokratisk-radikale regerings to mest indflydelsesrige politikere.

Danmark havde siden 1929 været ledet af en socialdemokratisk-radikal koalitionsregering, hvis to ubestridte frontfigurer var den socialdemokratiske leder og statsminister Thorvald Stauning, og den radikale leder og udenrigsminister Peter Munch. Både Socialdemokratiet og De Radikale have stærke pacifistiske og antimilitaristiske traditioner, og baseret på erfaringerne fra 1. Verdenskrig var analysen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation ganske klar. Danmarks meget udsatte position som lille nabo til det europæiske kontinents stærkeste magt gjorde, at man hverken kunne gøre sig håb om at sikre sig mod et tysk angreb gennem alliancer eller egen militær formåen. Skulle man undgå at en ny stormagtskrig inddrog dansk område, kunne det kun lykkes, hvis man ikke gav Tyskland nogen anledning til at angribe Danmark.

Hvordan dette skulle sikres kunne til en vis grad diskuteres. Hverken for De Radikale eller Socialdemokratiet gav det nogen mening at opbygge et militær, der direkte kunne afskrække tyskerne fra at angribe. Men mens man hos De Radikale holdt den antimilitaristiske fane højt og ville undgå ethvert tiltag, som kunne betragtes som en aggressiv handling i Tyskland, var der blandt socialdemokrater en vis bevægelse i spørgsmålet. Her så man blandt andet et styrket militær som en mulighed for også at kunne sikre sig mod kommunistiske eller nazistiske kræfter internt i landet. Stort set var de to partier dog enige om, at landets forsvar primært skulle være indrettet efter at kunne afvise krænkelser af dansk neutralitet, men ikke et resolut angreb fra Tyskland eller Storbritannien. Når det var nødvendigt til en vis grad at kunne hævde dansk neutralitet, var det også fordi, at evnen til at gøre dette blev set som afgørende for et eventuelt tysk angreb. Lå Danmark helt åbent for en fx en engelsk invasion, kunne Tyskland let komme på den tanke, at det var nød til at slå først, for at hindre at Storbritannien kunne marchere gennem Danmark.

Omfanget af det danske forsvar var senest blev vedtaget ved forsvarsordningen i 1937, som kunne gennemføres af regeringen, fordi partiet Venstre havde valgt at stemme blankt og derved indirekte godkendte ordningen. Forsvarsordningen betød en lille udvidelse af den i forvejen begrænsede danske forsvarskapacitet, og der blev afsat mindre poster til indkøb af materiel til flåden og til flyvevåbnet. Venstre havde foreslået, at der afsattes lidt større midler til forsvaret, mens Det Konservative Folkeparti havde stillet forslag om en markant udvidelse af forsvaret, der på sigt skulle gøre Danmark i stand til at yde et egentligt eksistensforsvar mod et angreb udefra. Selv med det konservative forslag ville det danske forsvar dog ikke have været i stand til at afvise et angreb uden hjælp udefra, men det ville have gjort Danmark i stand til at yde mere end blot symbolsk modstand mod et angreb.

Det stod imidlertid klart, at Danmark ikke kunne forvente hjælp udefra, hvis det kom til et angreb fra Tyskland (angreb Storbritannien ville sagen givetvis have stillet sig anderledes, da Tyskland så nok var kommet til hjælp, hvad enten de var blevet bedt om det eller ej). Hverken Sverige eller Norge ville gå ind i forpligtende forsvarssamarbejder på grund af Danmarks udsatte position, og i Storbritannien vurderede man heller ikke, at det ville give nogen militær mening, at søge at sikre et lille land, der lå så tæt på Tyskland, idet det blot ville være at sprede de engelske stridskræfter unødigt.

Ved krigsudbruddet 1. september 1939 erklærede Danmark sig naturligt nok neutralt, og man indkaldte flere årgange til hæren blot for hurtigt at sende de fleste af dem hjem igen. Flåden foretog begrænsede mineudlægninger, men ellers foretog Danmark ikke de store forsvarsforberedelser. Det danske forsvar blev ikke vurderet til at være i stand til at afvise et eventuelt tysk angreb, og der var derfor ingen grund til at tage tiltag, der ville kunne opfattes som truende eller provokerende i Berlin. På tysk foranledning opstilledes dog luftskytsbatterier i Jylland, så Danmark kunne beskyde engelske flyvere, der krænkede dansk luftrum. Den vigtige danske handel med Storbritannien blev også truet, og selvom man påmalede danske handelsskibe med Dannebrog, blev flere sænket af miner. Der indførtes rationering af varer som benzin, kaffe og te, og prisen på en række andre importvarer skød hurtigt i vejret. Særligt landbruget kom i krise i den første tid på grund af problemer med at eksportere de danske landbrugsvarer.

Selvom de økonomiske problemer ramte mange, var de fleste dog først og fremmest optaget af, om det ligesom under 1. Verdenskrig ville være muligt at holde Danmark ude af stormagternes krig. Og selvom den almindelige borger kun havde meget begrænset indsigt i de militære planer i Storbritannien, Tyskland og Frankrig i efteråret 1939, så holdt man vejret, mens man iagttog den storpolitiske udvikling. Det blev også livligt diskuteret, hvornår krigen mon sluttede, og om det ville ske uden den nåede dansk grund.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: