3. april 1940: De allierede er stadig ikke enige om en mineringsaktion. I Berlin bliver der lækket information om de tyske planer

Den britiske premierminister, Neville Chamberlain taler i dag det britiske underhus. Han frygter for Norge og Sveriges sikkerhed. Fra Wikimedia Commons.

De allierede er fortsat uenige om fremgangsmåden i Norden. Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, fastholder i dag, at en mineudlægning i norsk farvand er betinget af nedkastning af luftminer i det tyske floder. Fra Wikimedia Commons.

De svenske meldinger om bemærkelsesværdig tysk aktivitet ved Østersøhavnene er nu også nået til Storbritannien. I dag meddeler den britiske krigsminister, at man har modtaget information om store tyske troppekoncentrationer med henblik på en besættelse af Skandinavien. Udenrigsministeren tilføjer, at der ifølge svenskerne er tale om en større samling af skibe og ca. 400.000 tropper. Han indskærper dog, at der her er tale om rygter. Briterne er umiddelbart særdeles skeptiske over for informationerne, som også skyder meget langt over målet. Man noterer sig dog alligevel, at tyskerne angiveligt skulle være parate til at imødegå en eventuel allieret landgang i eksempelvis Narvik. Ifølge meldingerne er tyskerne nemlig meget nervøse for de allieredes planer for Nordnorge.

Senere taler den franske ambassadør i krigskabinettet i London. Han undskylder, at det franske krigsråd ikke vil gå med til at kaste luftminer ned over de tyske floder. Franskmændene bliver foreløbigt nødt til at fastholde, at man udelukkende foretager en mineudlægning i norske farvande. Den britiske premierminister, Chamberlain, svarer hertil, at han bliver nødt til at gøre den norske aktion betinget af flodminerne i Tyskland. Derfor er de allierede stadig ikke kommet videre, men endnu fortsætter selve de militære forberedelser til en britisk indsats i Norge som planlagt.

At de allierede ønsker at minere norsk farvand, får nordmændene i øvrigt klar besked om i dag. Den norske gesandt i London telegraferer i dag følgende meddelelse til Oslo: ”[…] en af arbejderpartiets ledere i Underhuset, lod mig i dag tydeligt forstå, at [den] britiske regering forbereder direkte aktion mod malmtrafikken [i] norsk søterritorium [i] nærmeste fremtid og i dette har betydelig tilslutning […]”.

I Berlin foregår der helt andre sager: To personer fra den tyske hærs efterretningstjeneste, Abwehr, mødes med den hollandske militærattaché. Den ene er en oberst ved navn Hans Oster, og han er bl.a. informeret om, at operation Weserübung er fastlagt. Han er desuden indædt modstander af Hitlers regime og del af et større netværk inden for den tyske hær, som vil have Hitler afsat. Derfor giver Oster i dag den hollandske militærattaché, G.J. Sas, informationer om bl.a. Weserübung, velvidende at dette vil gå videre – forhåbentligt til både de allierede og de skandinaviske lande. Håbet er, at hvis en stor tysk militæroperation mislykkes, så vil det være muligt at vælte Hitler ved et militærkup. Hans Oster og netværket har også tidligere videregivet fortrolig information om tyske krigsplaner. På grund af de mange rygter samt den mistillid og forsigtighed, man bliver nødt til at have i en krigssituation, har de lækkede informationer imidlertid endnu ikke haft nogen konsekvenser for den tyske værnemagt.

Lige efter Osters plan, indløber de lækkede informationer faktisk allerede i dag i London, men her er man ikke tilbøjelig til at tro på dem. Briterne er som udgangspunkt skeptiske over for rygter, som kan føres tilbage til Berlin. De ved fra egen efterretningsvirksomhed, hvor ofte en militær ‘afsløring’ plantes for at dreje modstandernes tanker i en bestemt retning. Man vælger derfor at se bort fra informationerne.



Kategorier:Optakt til besættelsen

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: