31. marts 1940: Aktivitet i de tyske østersøhavne får rygterne til at svirre. Alle tre nordiske gesandtskaber reagerer

De tyske soldater kan så småt begynde at gøre sig klar. I dag har Hitler taget de sidste beslutninger i forhold til de tyske invasionsplaner. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Aktivitet ved de tyske Østersøhavne får i dag de tre nordiske gesandtskaber op på mærkerne. Tyskerne samler tropper, materiel, heste, panservogne m.m. og indladning på skibe er begyndt. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

I takt med at selve operationsdagen nærmer sig, bliver det stadig sværere for Tyskland at holde forberedelserne til Weserübung skjulte. I dag telegraferer det svenske gesandtskab i Berlin til Stockholm, at man har modtaget information om aktivitet i de tyske Østersøhavne, navnlig Stettin og Swinemünde: Tyskerne skulle være i gang med omfattende troppesamlinger med indskibning af heste, panservogne m.m.

Den svenske konsul i Stettin henvender sig til byens havnemyndigheder og får den forklaring, at der er tale om en Østpreussen-eskadre, som udrustes, fordi jernbanetransporterne må aflastes. Dette er den officielle tyske forklaring på opmarchen til operation Weserübung, men der bliver rent faktisk også sendt skibe til Østpreussen fra Stettin, og nogle af disse har tropper ombord. Siden Vinterkrigen i Finland begyndte, har tyskerne haft styrker ved Østersøen. Flere gange har den danske efterretningstjeneste således meddelt om troppekoncentrationer i dette område, og skønt der nu er fred i Finland, så kan det ikke undre, at tyskerne f.eks. af luftbeskyttelseshensyn samler materiel og tropper i området. Det tankevækkende ved den svenske rapport er nyheden om selve indskibningen, hvilket kunne tyde på, at en aktion er nærtforestående.

I løbet af i dag når rygterne også det danske gesandtskab i Berlin, og tilslut reagerer alle tre nordiske udsendinge. Den svenske gesandt, Richert, sender et nyt telegram, hvor han gentager meldingen om den tyske aktivitet. Formålet skulle i følge Richert være “en forebyggende besættelse” af malmgruberne i Nordsverige med faldskærmstropper, mens der sker en invasion af Sydsverige og Gotland! Fra svensk side er opfattelsen dog, at tyskerne ikke vil foretage noget i denne retning, før briterne har rettet en aktion mod Norge, eksempelvis i Narvik. Et andet scenarie kunne også være, at aktiviteten skyldes en forestående aktion mod enten Holland eller England?

Den norske gesandt tager informationerne noget mere køligt. Han skriver hjem til Oslo, at troppeindskibningerne i Stettin næppe står i forbindelse med operationer i Norge. “At man her [i Berlin, red.] er stærkt optaget af tanken om en britisk aktion mod malmtransporten over Narvik forekommer mig selvfølgeligt. Det kan være, at man har Sverige for øje, men det sandsynlige er vel, at tropperne skal østpå”, meddeler den norske gesandt.

Rygterne går heller ikke ubemærket hen i det danske gesandtskab, men her har man ikke fået information om selve kernen i rygterne, nemlig indskibningen af tyske tropper. Derfor forbereder F. H. Kjølsen, den danske marineattaché i Berlin, kun en melding om de militære troppekoncentrationer, ikke om indskibningerne. Meldingen indgår i den rapport, som Kjølsen i morgen skal aflevere i Udenrigsministeriet under sit månedlige besøg i København. Rapporten vil derfor sandsynligvis ikke give anledning til skærpet opmærksomhed i det danske udenrigsministerium, da troppesamlinger i de tyske Østersøhavne er et almindeligt fænomen.



Kategorier:Optakt til besættelsen

Tags: , , , , , , ,

4 replies

Trackbacks

  1. 2. april 1940: ”W÷ 7” – nedtællingen til operation Weserübung er begyndt: Angrebet på Norge og Danmark er fastsat til 9. april kl. 04.15 | 9. APRIL LIVE
  2. 3. april 1940: De allierede er stadig ikke enige om en mineringsaktion. I Berlin bliver der lækket information om de tyske planer | 9. APRIL LIVE
  3. 5. april 1940: Læs indberetningen fra den danske marineattaché, Kjølsen, til Marineministeriet | 9. APRIL LIVE
  4. 6. april 1940: I London gives der grønt lys til en aktion mod Narvik. I København afholdes ministermøde, og regeringen søger råd hos flådechefen og hærledelsen | 9. APRIL LIVE

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: