5. marts 1940: En tysk operationsbefaling omfattende hæren, flåden og flyvevåbnet bliver i dag godkendt. I Sverige indløber en advarsel om tyske militærforberedelser i Slesvig

Nikolaus von Falkenhorst er nyudnævnt general for Tysklands kommende Norgesfeltog. Han er i dag blevet indkvarteret i Berlin. Fra Wikimedia Commons.

General Nikolaus von Falkenhorst giver i dag ordre om, at politiske udsendinge eller diplomater fra venligtsindede lande på ingen måde må forulempes under operation Weserübung. Fra Wikimedia Commons.

De tyske forberedelser til operation Weserübung, der har Norge og Danmark som mål, skrider støt fremad. I dag mødes Hitler med cheferne fra de tre tyske værn for at godkende en ‘operationsbefaling’.

Den tyske ambition om at sætte sig på Skandinavien og dermed sikre et strategisk stærkere udgangspunkt over for Storbritannien kræver en omfattende operation. For første gang i tysk militærhistorie skal en invasion omfatte nøje koordinerede aktioner fra både hæren, flåden og luftvåbnet. I et møde mellem Hitler og de tre værnschefer godkendes en fælles ‘operationsbefaling’ til aktionslederen, general Falkenhorst. Man er enige om, at der skal foretages landgang i de følgende norske og danske byer: Narvik, Trondheim, Bergen, Egernsund, Kristianssand, Arendal, Oslo, København, Gedser, Korsør, Nyborg, Middelfart, Esbjerg og Thyborøn.

Norge er operationens hovedmål, og tre divisioner af såkaldte ‘bjergjægere’ skal udgøre den første af tre angrebsbølger mod landet. Den næste bølge udgøres af to regulære infanteridivisioner og tredje bølge af en enkelt division. Til sammenligning skal Danmark besættes af to divisioner samt en forstærket skyttebrigade. General Falkenhorst har instrueret de forskellige divisionskommandanter, at de skal være klar til indskibning med 7 dages varsel. Kan en besættelse ikke ske fredeligt, skal der ved alle landgangssteder dannes brohoveder, hvorfra de tyske tropper skal søge at opnå kontakt til hinanden. I tilfælde af kampe i Danmark kan én af divisionerne rettet mod Norge kastes i land til assistance på dansk område.

Falkenhorst giver desuden også en ordre om, at politiske eller diplomatiske udsendinge fra venligtsindede og neutrale magter på ingen måde må forulempes under Weserübungs udførelse. De skal behandles med “enhver under den foreliggende situation mulig forekommenhed og høflighed”. Det anføres i ordren, at der her er tale om specifikt italienske, spanske, japanske, amerikanske og sovjetiske udsendinge.

At Tyskland forbereder en snarlig offensiv vil sådan set ikke komme bag på nogen af nabolandene i Europa, den igangværende krig taget i betragtning. Imidlertid kan ingen med sikkerhed vide, hvor Tyskland agter at sætte ind. I dag indløber en advarsel i Sverige, som lyder på tysk opmarch i Slesvig. Den svenske militærattaché rapporterer til regeringen i Stockholm, at der er ca. to divisioner i Sydslesvig, og at en generalkonsul i Hamburg skulle have set ti kampvognsregimenter drage gennem byen mod nord. Hvad hensigten er med tropperne i Sydslesvig kan advarslen dog ikke fortælle nærmere om. I Norden er man med andre ord udvidende om de tyske operationsplaner.



Kategorier:Optakt til besættelsen

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: