21. februar 1940: Hitler udnævner general til Norgesfelttoget. Planlægningen intensiveres, og nu nævnes Danmark også i planerne. Frankrig ønsker en allieret landgang i Norge snarest muligt

Nikolaus von Falkenhorst er i dag blevet udnævnt til general for et kommende tysk felttog mod Norge. Fra Wikimedia Commons.

Nikolaus von Falkenhorst er i dag blevet udnævnt til general for et kommende tysk felttog mod Norge. Fra Wikimedia Commons.

Hitler kræver handling. Længe har det været overvejet og diskuteret, hvorvidt man skulle foretage et fremstød i Norge. ‘Almark-affæren’ har overbevist Hitler om, at Norge enten ikke kan eller ikke vil hævde sin neutralitet over for Storbritannien. Hitler har derfor kaldt tre mulige kandidater til posten som general for Norgesfelttoget, og i dag er valget faldet på generalløjtnant von Falkenhorst.

Kl. 12 i dag møder tre officerer i Berlin til samtale med Hitler. Ingen af dem ved, hvad indkaldelsen drejer sig om. Den ene er en mere eller mindre ukendt major og SA-mand. Den anden er Görings statssekretær, generaloberst Milch, og den tredje er generalløjtnant Nikolaus von Falkenhorst. De to førstnævnte får aldrig foretræde for Hitler, for Falkenhorst begejstrer den tyske fører i en sådan grad, at valget med det samme falder på ham.

Falkenhorst ledte et armékorps under Polenfelttoget, og anses for at have erfaring med Skandinavien, da han under Verdenskrigen gjorde tjeneste i Finland i 1918. Hitler viser ham et kort over Norge og holder en tale om “Altmark” samt nødvendigheden af at erobre Norge. Skandinavien er nordflanken, og britisk kontrol med Norge betyder også kontrol med Sverige og Østersøen. Tyskland sikre sig de vigtigste norske havne, og til dette vil Falkenhorst få fem divisioner. Hermed er beslutningen truffet –  han skal lede en operation i Norge. Hitler og de tilstedeværende generaler, Keitel og Jodl, indvier Falkenhorst i det foreløbige, strengt hemmelige planer, og han får besked på at vende tilbage kl. 17 og fremlægge, hvordan han med fem divisioner har tænkt sig at erobre Norge.

Det første, Falkenhorst gør efter mødet, er at købe en turistguide over Norge i den nærmeste boghandel.  Han kender ikke noget til Norge. På sit hotelværelse slår han nogle blyantstreger på rejsekortene – den norske geografi afgør, hvor de tyske tropper skal sættes ind. Kl. 17 træder Falkenhorst igen an foran Hitler og skitserer næsten nøjagtigt den plan, som Hitlers lille, hemmelige stab foreløbigt er nået frem til. Skitsen godkendes, og Falkenhorst forlader kontoret. Han skal nu forberede en invasion.

Blandt de allierede er der ligeledes aktivitet. I dag opfordrer den franske ministerpræsident, Daladier,  Storbritannien til, at man hurtigst muligt besætter de vigtigste norske havne og landsætter de første afdelinger af allierede stridskræfter i Norge. Dette skal udføres med samme fasthed og beslutsomhed, som man har udvist ved ‘Altmark-affæren’, og man må ikke gøre aktionen betinget af situationen i Finland, hvor finnerne er hårdt trængte i Vinterkrigen mod Sovjetunionen. Fra britisk side ønsker i hvert fald marineminister Churchill derimod, at man først udlægger miner i norsk farvand og herefter afventer en tysk modreaktion.

Alt peger i retning af, at det kun er et spørgsmål om tid, før krigen for alvor rykker ind på norsk territorium. Dette kan vise sig at være meget uheldigt for Danmark. I hvert fald er der med Falkenhorsts udnævnelse nu også ytret ønsker om en tysk aktion mod Danmark. Efter mødet med Hitler er de tyske værnschefer blevet informeret om de overordnede planer for Norge. I denne forbindelse skriver hærens generalstabschef, Franz Halder, i dag følgende notat i sin dagbog: “Luftflotte fordert Dänemark” – luftvåbnet kræver Danmark. Der tales dog kun om enkelte støtte punkter i Jylland, som skal mindske afstanden til Norge for det tysk luftvåben.



Kategorier:Optakt til besættelsen

Tags: , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: